Tid

Jeg arbejder på en onkologisk afdeling i København og har gjort det i elleve år. Det ændrer ens forhold til tid. Det er ikke engang et subtilt skift. Det sker ganske hurtigt, og det forbliver. Poesien kom deraf. Ikke som terapi, det skal siges klart, men som det eneste formsprog, der syntes at passe til den specifikke slags opmærksomhed, som arbejdet kræver. Lyrik er det sted, jeg kan sige: her er et øjeblik, og det er vigtigt, og det kræver ikke forklaring. Det er svært at gøre i prosa uden at det lyder som belæring. Jeg skriver på dansk. Dansk poesi interesserer mig mere end den engelske tradition i dette tilfælde, fordi det danske sprog har en tilbageholdenhed, en evne til at sige noget vigtigt i korthed, som passer til det, jeg vil. Jeg er inspireret af Inger Christensen, men forsøger ikke at efterligne hendes form. Formen er min. Det er stoffet, der er lånt fra erfaringen. To digte er udkommet i *Hvedekorn*, og et enkelt i en antologi om arbejdsliv. Jeg skriver videre.